Intro

DEMOKRATTERIET vil med en platform for en oplyst debat om demokratiet bidrage til denne samtale.

Platformen skal gøre det lettere at forbinde synspunkter med viden. Platformen skal bidrage til at øge den almene viden om det danske demokrati, dets virkemåde, udfordringer og udvikling og være med til at skabe en sober og oplyst debat om hvorledes demokratiet kan videreudvikles og reformeres.

Vi vil gerne bidrage til at genoplive en samtale, der er præget af ordentlighed. Platformens indretning og indhold afspejler det synspunkt, at den ordentlige samtale beror på viden, holdninger, argumenter og på gensidig respekt mellem samtalens parter. Debatten, som portalen formidler, kan tage udgangspunkt i dagligdagens mangeartede politiske emner. Men debatten vil sigte på fortrinsvis at handle om de demokratiske rammer, hvor indenfor debatten om disse politiske emner udspiller sig og hvor indenfor politikerne gennemføres.

Krigen i Ukraine…

I Danmark er demokrati noget vi bare har. Vi taler da om det, men det er mest om politikerne, som jævnligt bliver revset i pressen og på de sociale medier. Vi taler sjældent om demokratiet som noget dyrebart, som vi kunne miste. Med Ruslands invasion af Ukraine har vi i Vesten imidlertid fået noget af et wake-up call. På meget kort tid har russerne mistet den sidste rest af reelt demokrati og er tilbage til Sovjettiden, nu blot iklædt en pseudo-parlamentarisme. Ruslands overfald på et naboland, på et nyt demokrati under usikker udvikling er blevet løftet op og italesættes nu som starten på et opgør mellem autokrati og det liberale demokrati som de fleste (andre) europæiske lande og OECD-lande bekender sig til. Nu skal demokratiet forsvares mod den udefra kommende trussel. Så vi er i Vesten rykket sammen i bussen (så nogenlunde og med et par enkelte undtagelser).

Det føles umiddelbart rigtig godt. Det skal nok gå. Finland og Sverige er kommet med i NATO. Forsvarsforbeholdet røg sig en tur. Så militært har vi ingen bekymringer. Der sendes en lind strøm af våben til Ukraine så ukrainerne kan forsvare deres land (og gøre det beskidte arbejde for os). Vi tager os beredvilligt af de flygtninge, der kommer.

Men mens vi rykker sammen i de vestlige demokratier, hvem rykker så sammen med os?

Internationalt, har der ikke været en helhjertet støtten op om vestens kampagne mod Rusland, ikke engang fra demokratierne udenfor Vesten, og flere undersøgelse viser, at demokratiernes popularitet er for nedadgående. Og det rumler stadigvæk i vores egne vestlige demokratier med bevægelser og partier, som vender sig mod de politiske eliter, mod ’systemet’ og sætter en modsætning op mellem dem, der regerer og dem, der regeres. Vi slap af med Trump, men måske kun for en stund. Det bugner med bøger og artikler, der varsler demokratiets snarlige endeligt. Vores demokratier har således længe været under pres indefra, og pandemi og klimakrise har øget udfordringerne. Med Ruslands angreb på Ukraine og det efterfølgende sanktionsregime har den lige fået en tand til med energiknaphed og inflation, og det kan føre til at mistilliden til demokratiet øges yderligere.

Er der mistillid til demokratiet i Danmark?

Nej vil mange mene. Når det drejer sig om demokrati i bred forstand, så har Danmark alt det, som Rusland ikke har: Frie og fair valg, ukorrumperet politikerstand og embedsværk, meritbaserede ansættelsesprocedurer i den offentlige sektor, videns baseret lovgivningsarbejde og forvaltning med behørig høring af interessegrupper og inddragelse af borgere, offentlighed i forvaltningen, uafhængige domstole, fri presse, oplyste borgere med ytringsfrihed.  Stik lige den.

Og man kan sige, at vælgerne har kvitteret herfor ved en høj stemmeprocent ved Folketingsvalgene. Den har ligget konstant mellem 80 og 90 procent i efterkrigstiden. Men hvad har vælgerne stemt på? Ved de senere valg synes tilslutningen til de traditionelle regeringsbærende magtpartier (A, B, C, V) at være for nedadgående med Folketingsvalget i 2015 som et foreløbigt lavpunkt: Tilslutningen styrtdykkede og næsten halvdelen af vælgerne satte deres kryds et andet sted (se ’Mister magtpartierne tilslutning igen?’ andetsteds på hjemmesiden). De regeringsbærende partier er dem, der dominerer såvel den lovgivende som den udøvende magt og som derfor også dominerer hvordan demokratiet fungerer mellem valgene. Så når tilslutningen styrtdykker til et så lavt niveau, så er det nok ikke bare fordi vælgerne pludselig er blevet mere venstreorienterede eller ultraliberale. Mere sandsynligt er det, at den faldende tilslutning til magtpartierne kunne det tyde på en begyndende utilfredshed med hvordan demokratiet fungerer. Decideret mistillid er det måske ikke endnu, men der har givetvis al for længe været al for meget hovedrysten af ’hvad der foregår’.

Men hvad er det så monstro, man ryster på hovedet af?

• kan det være lobbyisters uigennemskuelige indflydelse på beslutningsprocesserne?
• kan det være forskningsrapporter med politisk forudbestilt facit?
• eller sager som eksempelvis salget af DONG og af Seruminstituttet?
• Eller hvad med reformer, hvor resultaterne er omgærdet af skandaler (udsultningen af SKAT), eller hvor resultaterne er magre eller ikke-eksisterende, eller hvor resultaterne overhovedet ikke bliver evalueret (Universitetsreformen, udflytningen af statslige institutioner, kvalitetsreformen)?
• Kunne det være den seneste offentlighedslov der mørkelagde store dele af lovforberedelsesarbejdet (den nye offentlighedslov mødte skarp kritik, forskellige regeringer har derfor lovet en revision af loven. Men intet er sket)?
• Kan det være fordi man har spildt tid og ressourcer på en rigsretssag, der nemt kunne havde været undgået og erstattet med en næse og omgående stop for ulovlighederne, hvis ikke et belejligt politisk flertal var blevet med at holde hånden under ministeren?
• Kan det være en tiltagende afmagtsfølelse over for store, automatiserede forvaltninger med effektivitet som første prioritet?
• Kan det være fakta-resistente politiske udspil, mere baseret på følelser og fornemmelser
• Eller fordi man er ved at være træt af utilstrækkeligt gennemarbejdede politiske initiativer, der kun har til formål at forkæle eller lefle for de vælgersegmenter som partierne mener, de kan få fat i?
• Kan det være fordi man tvivler på om demokratiet kan håndtere klimakrisen med den radikale omstilling, der på kort tid skal til af den måde vi producerer og forbruger på med helt andre perspektiver på samfundsudviklingen og med mange der vil føle sig som tabere i processen? Indtil videre er det vanskeligt at gennemskue, hvor godt det går med indsatsen og der er faktisk et demokratisk problem i sig selv.
• Er det fordi pressen interesserer sig mest for proces og personer. søger konflikterne og afsløringen af gedulgte politiske strategier, mens de politiske emner, som det egentlig drejer sig om, glider mere og mere i baggrunden.  
• Eller fordi politikere, ministre og partier med flittigt brug af de nye kommunikationsplatforme polstrer sig med presserådgivere for bedre at kunne tage kampen op med pressen og for at kunne brande partierne og de enkelte politikere og for at kunne markedsføre den førte politik.
• Eller er det fordi man alligevel har fornemmelsen af at især de gamle magt-partier er ved at udvikle sig til supermarkeder, hvor det drejer sig om at have de samme varer på hylderne som konkurrenterne, så kunderne kan lokkes indenfor og butikken kan køre videre? Borgerne vil måske hellere handle i de små specialbutikker, eller i lidt mindre supermarkeder hvor man godt nok har et mindre varesortiment, men til gengæld kan byde på en vision,
• Kan det hænge sammen med at de politiske partier har sværere og sværere ved at tjene som bindeleddet mellem vælgerne og de valgte (og derfor fortsat skrumper)? Med at partierne i stedet blot blevet til rekrutteringsmaskiner til en karriere som politiker?
• Eller er det fordi man har en fornemmelse af at Folketinget er ved at blive befolket af en slags selvsupplerende elite, der blot har godt gang i karrieren? En karriere, der ikke blot kan føre til ministerposter og langvarigt sæde i Folketinget og Europa-Parlamentet, men også til topposter inden for statsapparat, erhvervsliv og interesseorganisationer.

Er det bare politikerne, der er noget galt med?

Ofte kunne det godt se ud som om mistilliden til demokratiet i virkeligheden er en mistillid til politikerne. ’Politiker’ er blevet til en stillingsbetegnelse, et job, som kræver nogle specifikke ekspertiser og færdigheder. Den midlertidige betroelse af magt, som ligger i at være folkevalgt, er i selvopfattelsen gledet mere i baggrunden, ikke for alle men måske for flere og flere. Der udvikles en politisk elite, som forfølger sine egne veje og dagsordener, der ikke har så vældig meget med ’det virkelige liv’ at gøre, og som blander sig osmotisk med andre elitesegmenter.

Det er fristende udelukkende at rette skytset mod politikerne og hvordan de håndterer den magt de har fået betroet. Mange eksempler – og analyser af den danske elite – tyder på, at der er noget at komme efter. Så en god omgang elite bashing eller politiker bashing kunne godt være på sin plads. Det er sigende, at Danmarksdemokraterne indtil videre kan mønstre en tilslutning på 10% af vælgerne ved blot at italesætte en følelse af afmagt overfor den elite, der ifølge partiet åbenbart og uden videre kontakt med virkeligheden kører biksen på Christiansborg.

Det kan godt være, at de fleste politikere uanset, om de betragter politik som en karrierevej eller ej, er hårdt arbejdende mennesker, der synes de anstrenger sig for at gøre en indsats der er nyttig for samfundet. Men de gør ikke noget ved, hvordan det system, de er en del af, fungerer.

Der er dog nogle politikere, måske flere og flere, der er ved at indse, at den er gal. I Sigge Winther Nielsens seneste bog ”Entreprenørstaten” giver flere etablerede politikere udtryk for at man i en uheldig symbiose med medierne er så optaget af at brande sig selv og sit parti, at tingene går for hurtigt, at lovforslag ikke bliver gennemarbejdet tilstrækkeligt og nye love og initiativer bliver presset ned i halsen på embedsværket uden tilstrækkeligt blik for vanskeligheder med faktisk at gennemføre dem sådan, at de faktisk får den tilsigtede (og lovede) effekt på virkeligheden. Politikerne er imidlertid også temmelig rådvilde når det kommer til, hvad man skal gøre ved det.

Så, nej. Kritik af politikeres adfærd og elitekritik er ikke nok. Elite er indlejret i det repræsentative demokrati. Det er lige så vigtigt at rette det kritiske blik mod hvorledes vores demokratiske system faktisk fungerer.

Demokratiet må aldrig forstene. Den demokratiske samtale må aldrig forstumme. Demokratiet må udvikle sig i takt med de udfordringer som samfundet møder, hvis tilliden til demokratiet skal bevares.

• Men hvilke forventninger kan man med rette stille til det demokratiske system?
• Skal vi ændre rammerne for samarbejdet mellem regering, Folketing og embedsværk?
• Måske mangler vi nogle instanser, der sikrer tilstrækkelig kvalitet i lovforberedelsen eller fokuserer på at spore effekterne af gennemførte love og reformer
• Eller hvad med et ’andetkammer’ i form af en slags borgerting?
• Og hvad betyder digitaliseringens usynliggørelse af magten for hvorledes demokratiet reelt fungerer?
• Hvad betyder den debat, der finder sted på de sociale medier for den politiske proces og for de etablerede mediers arbejdsvilkår?
• kan et nationalt funderet demokrati overleve og udvikle sig med den tiltagende globalisering? Og hvordan?
• Hvordan flytter vi mere af vægten i vores demokrati fra top-down underholdning til bottom-up deltagelse af borgerne?
• Hvorfor er det repræsentative demokrati egentlig så godt? Er det ikke lidt ineffektivt? Er der ikke andre muligheder?

Det er på høje tid vi får en bred folkelig samtale om demokratiet. Politikerne trænger i høj grad til en hjælpende hånd. Med de udfordringer, der venter forude, er der ingen tid at spilde.

DEMOKRATTERIET vil med platformen for en oplyst debat om demokratiet gerne bidrage til denne samtale